12/2 Pupu Springs

En rigtig slumredag – stod først op kl. 9, men vi havde såmænd ikke så travlt, idet møntvasken først åbnede kl. 10, og idag var definitivt vaskedag, fordi jeg var efterhånden begyndt at vende vrangen udad på mine tshirts. Mens vi ventede, morede vi os vældigt over ejerens 2 sorte katte, som var ret nemme at hidse op til at jagte en pind.
Vi besluttede os at køre ud til Pupu Walkway som gik forbi et gammelt vandværk som stadig var i drift. Vi kom i snak med nogle folk som arbejdede med at restaurere vand-reservoirene med beton. Efter 1.5 times gang var vi nede ved generatorhallen. Til vores held var der et par venlige gutter som viste os maskineriet og fortalte historien bag – ret interessant. Det var ellers ikke et sted der var offentligt tilgængeligt. 250kw generator som var fra 1917 sverige. Desværre sprang den i luften for 20 år siden, men man var heldig at finde reservedele fra en gammel sammenstyrtet tysk bunker. Så det er stadig kørende på originale dele.
Så kørte vi til Pupu Springs (som jeg havde set før) – en kilde presset op gennem kalksten, så det er verdens anden reneste kilde. Desværre var alt adgang til det rene vand forbudt pga. fare for spredning af dydimo alger. Dydimo alger er en af de helt store miljøtrusler i New Zealand for tiden – man gør en imponerende indsats for at stoppe spredning
Inden vi ville køre til Havelock besluttede vi at trille forbi Takaka midtby for at få endnu en af de fantastiske pizzær – så det var en ekstrem skuffelse da vi fandt ud af at butikken havde lukket.
Istedet besluttede vi at gøre holdt i Nelson for at finde noget aftensmad. Omkring 20 tiden ankom vi til YHA hostel i Havelock. Et af de mest stille hostels jeg endnu har set. I opholdsstuen sad der 8 mand som absolut ikke sagde en lyd – alle mere eller mindre optaget af at læse istedet for at snakke. Inden vi gik til køjs checkede vi at vores vandtaxi ud til Nydia-trekket imorgen var OK.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *