26/4 Pokhara

Blev Ikke vækket kl 5, som Debendra havde lovet aftenen forinden. Så jeg sto op 5.15, fik et bad og gjorde mig klar. Jeg sørgede for at trampe lidt ekstra under sceancen, eftersom vi var de eneste 2 på guesthouset. Da der endelig kom liv i min guide, trøde han ikke at jeg mente det med at gå tilbage til Tholka. Jeg holdt fast i min beslutning og vi drog afsted kl. 6.
Tempøt var extremt højt (næsten farligt fordi det var glat) og vi var fremme kl 7.15! (debendra havde selv engang løbet strækket på 1 time). Jeg plukkede en rose og satte mig uden for restauranten og bestilte en kop the (Debendra holdt sig væk i 10 mins tid).
Efter et par minutter kom Minna intetanende rundt om hjørnet. Det ansigtsudtryk der viste sig var intet mindre end hele den ekstremt hårde gåtur værd! En kæmpe planding af overraskelse og glæde – jeg tror hun stod handlingslammet i 10 sek, indtil jeg gik op og takkede for gårsdagens rose og gav hende en ny.
Da det gik op for hende hvorfra vi kom, blev hun så rørt at tårerne begyndte at trille – flere gange kom og gik hun for at tørre tårerne bort. Reaktionen kom noget bag på mig – havde måske i min vildeste fantasi forestillet mig at hun havde grint af den tossede situation med den skøre turist. Forklaringen på reaktionen kom senere…
Desværre kunne hun stort set ikke et ord engelsk, hvilket gjorde kommunikation stort set umulig. Men smil og fakter udtrykte at jeg havde gjort det rigtige. Gav hende en lille lap papir med en lille hilsen og min adresse.
Fik vinket pænt farvel og var efter rekortfart fremme i Pothana (1 timer og 20 min, 600 højdemeter oppe). Gennemblødt i sved!
Fik pakket mit vasketøj sammen, pakket tasken og vi begav os afsted ned mod hovedvejen. Efterhånden som vi nærmede os den, kom følelsen af støjen fra Kathmandu tilbage (Horn og dytten engmass). Jeg havde ellers helt glemt støjen i de fredfyldte bjerge.
Vi fandt en taxi og kørte mod Paokhara. Det var den farligste Chauffør og bil jeg endnu har prøvet. Hele bilens undervog føltes som om den ikke var skruet på resten af chassiet!
Hver gang han tog et sving, føltes det vitterligt som om hele bilen faldt fra hinanden. Der var 1/4 omgang ratslør!!! Chaufføren fumlede med gearerne og gik i stå 5-6 gange under turen. Han bremsede alt for sent i den 25 år gamle fiat, som havde mere areal rusthuller end blik. Selvom han konstant havde svært ved at holde sin vejbane, overlevede vi uden skrammer.
Fik kun set lidt af pokhara inden et gigantisk torden/regnvejr ramte. Men så fik jeg udnyttet tiden til at ændre min flybillet, så jeg kunne komme til Tibet istedet for Burma.
På en lille cafe snakkede jeg med et par isrælere som jeg mødte i Tatopani.
Forklaringen på minas reaktion kom min guide med: Hun blev for nogle år siden gift med en politimand – en måned efter brylluppet blev han skudt af Maoister. Hun var ud af en meget fattig familie, og følte ikke at hun kunne finden nogen som holdt af hende. Hun var nu 26 år, uden uddannelse og uden mand til at supportere hende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *