1/5 Tolka igen2

Vågnede 5.40 og stod op da eftersom en kædesav sov i værelset ved siden af (hvilket har en betydning når skillevæggene bare er tynde planker med sprækker så store imellem, at man ikke kan sove hvis lyset er tændt ved siden af).
Næsten med det samme da jeg kom ned, fornemmede jeg at noget var galt. Mina forsøgte at undgå mig og hendes ansigtsudtryk var totalt forandret. Rick og Lynn stod først op en times tid senere.
Vi snakkede med Niecen som havde godt nyt fra sin mand. Han ville tillade Mina at være væk i 4 måneder, hvilket jeg bestemt mente stadig ville gavne hende. Rick havde dog ikke faæt snakket med Niecens mand – han følte sig undgaæt på samme måde som jeg nu følte med Mina.
Glæden over at hun måtte tage afsted i 4 måneder var desværre ret kort – pludselig viste det sig at hun ikke ville alligevel!!! Det stemte overhovedet ikke overens med alles indtryk fra gårsdagen. Vi var alle et stort spørgsmålstegn. Rick borede nærmere ind til sagens kerne og det viste sig at hendes bror sandsynligvis havde sat sig imod. Desværre har hun intet selv at sige og skal følge og tage broderens mening til sig. Hans egoistiske holdning skulle åbenbart være bremsen for det jeg/vi havde kæmpet for.
Rick som selvf. var inde i nepalesisk kultur garanterede at der intet var at gøre. Han gjorde virkelig en fantastisk indsats for at fjerne de barriærer der måtte være – uden ham var jeg aldrig naæt så langt. Jeg fik ham til at forklare at jeg ville tage afsted uden at give nogen form for pengedonation, hvis det var det broderen havde regnet med.
Vi udvekslede adresser og telefonnumre. De fik en sidste option at efterlade en besked på Ram’s telefon til mig, inden jeg rejste ud af Nepal.
Inden jeg sagde farvel tilbragte jeg 10 min med mina i køkkenet. Da jeg spurgte om det var hendes brors beslutning, begyndte hun at græde. Det gjorde virkelig ondt at opleve – jeg havde en underlig følelse i hele kroppen af sorg på hendes side, og samtidigt en ekstrem vrede mod brodere.
Jeg betalte min hotelregning – niecen trak mig ud i køkkenet og bød mig på en kop gratis the. Hun forsøgte at sige en masse til mig, men Rick var taget afsted. Det eneste jeg forstod var på ekstremt gebrokkent engelsk "you are a good man".
Ved 9 tiden vendte jeg mig om og så Hira lodge og Mina for sandsynligvis sidste gang.
Jeg var rasende gal, ked af det og frustreret, hvilket udmundede i at jeg løb turen til Pothana – aldrig har jeg presset mig selv så hårdt fysisk. Efter Pothana gik jeg forkert fordi jeg havde tankerne et andet sted – det kostede lige en times ekstra gang.
På rette vej igen, agerede en dreng vejviser ned mod Phedi – desværre tog han mig ned ad den forkerte bjergside, så jeg landede et helt forkert sted. Til alt held holdt der en bus i vejkanten med næsen mod øst, så jeg gættede at den måtte gå mod Pokhara. Det gjorde den heldigvis – dog tog den 1.5 time modsat de 20 min med taxa.
På hotellet tog jeg et hurtigt bad og skyndte mig ned til Ram med hans mobiltelefon og for at fortælle historien. Han var ked af at høre udfaldet, men lovede at han ville prøve at telefonere til familien (via en skole i nærheden). Mit blodsukker var efterhånden blevet så lavet at jeg MåTTE spise – klokken var blevet 15 og jeg havde ikke spist siden 6. Hvis min mad var kommet 5 min senere end den gjorde, så tror jeg at jeg var besvimet.
Efter maden gik jeg direkte op på hotellet og sov straks nogle timer – ved ikke om det var kombinationen af gåturen, varmen og det faktum at jeg de sidste 2 dage havde været igennem hele følelsesregistret flere gange.
Jeg spekulerer stadig om jeg gjorde det rigtige og tog derop igen – jeg har måske udsat hende for en oplevelse som hun helst var foruden. Trods frustrationerne har episoden tilført mig en masse viden om nepalesisk kultur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *