4/5 Tispani

Voldsomme regnskyl/hagl på mit bliktag vækkede mig en del gange hen ad natten. Vågnede da det blev lyst og kiggede på mit ur som viste 5. Sov videre – kiggede igen – stadig omkring 5. Det skete nogle gange, og jeg fattede først mistanke da jeg fik solstråler i hovedet og hørte stemmer udenfor. Mit batteri var åbenbart løbet tør og jeg havde sovet helt til 7.30, til trods for at jeg var i seng før kl. 9.
Fik et let lokalt morgenmåltid "Saparti" som var en form for pitalignende pandekage med karrykartofler. Vi havde Summits kusine med på slæb til den lokale skole i landsbyen Ramkuth. Efterhånden som vi kom nærmere, stødte flere og flere børn til flokken. Inden jeg så mig om var vi en flok på 15. Alle synes åbenbart at det var morsomt at have en tourist med på sæb, så snakken gik livligt. Ret præcist var vi ved skolen ved 10-tiden, hvor alles skolegang åbenbart starter (10-16).
Efter at slippe for mængden af børn blev resten af turen noget mere fredelig. Vi havde en god stejl stigning på en times tid inden vi var fremme i Tispani.
Værelset i vores guesthouse var noget spartansk, men til gengæld havde de et indendørs bad – med det mest effektive solfangeranlæg jeg har preovet. Skoldhedt vand – uden mulighed for at blande med koldt vand.
Fik en herlig dahl bath ved 13-tiden. Fik læst min bog færdig om eftermiddagen.
Jeg fik budet om at deltage i en kulturaften mod en donation til den lokale landsby – det takkede jeg pænt jatak til. Jeg havde ikke de store forventninger og regnede med at jeg måske fik et par sange og så var det op med tegnebogen. Aldrig har jeg taget så meget fejl!
Det hele startede med at 5-6 personer troppede op på vores guesthouse. De satte sig på jorden på nogle stykker sækkelærred og begyndte at spille tromme, tambourin og sang til. Ligeså stille henad aftenen voksede gruppen til ca. 50 mand fra hele landsbyen, som sad som sild i en tønde rundt omkring mig.
Stemningen var helt enestaænde og alle virkede utroligt glade. Det ene stykke fantastiske folkemusik efter det andet med tilhørende danse. Adskillige gange blev jeg inviteret med i dansen – vist ikke så vellykket eftersom de havde en dansestil jeg aldrig har set før – konstant lidt uden for rytme, dog taktfast. Summit og jeg fik konstant opfyldt vore glas med Raksy. Alt i alt en fantastisk hyggelig aften som først sluttede ved midnat! Jeg følte bestemt at det ikke kun var en aften for min skyld – alle nød det, uden tvivl.
Landsby-formanden takkede mange gange for min donation, og som følge af den blev jeg "tvunget" til 3 danse ekstra, inden jeg slap og kunne gå træt i seng.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *