7/5 Pokhara 7

Ikke en voldsom aktiv dag – havde mest lyst til at læse, så den bedste måde at gøre det på, er ved at man køber en kop kaffe på en cafe og så sidde der nogle timer – hemligheden er at man skal finde de steder hvor de har de mest komfortable stole.
Henad eftermiddagen sneg jeg mig ind i et af de største supermarkeder i Pokhara – nu tror de fleste sikkert at jeg snakker om bilkastørrelse. Det er dog ingenlunde tilfældet, eftersom supermarkeder i Nepal sjældent er større end en normal dansk spisestue.
I min søgen efter lidt mundgodt skete det pludseligt! klokken var 14.42 da jeg skimmede de tætpakkede få hyldemeter for noget mere tiltalende end lokalt nepalesisk slik. DER! lige DER! Mit hjerte sprang et slag over. Jeg stod helt stille, tiden stod helt stille. Kunne det virkelig passe, at det jeg havde afskrevet som værende muligt i de 7 måneder jeg var på farten, nu pludselig lå på en lille beskeden hylde god 7000km fra hvor man ellers ville kunne finde det? De 3 bogstaver "ibo" som kun var synlig fra de små 2 meters afstand overbeviste mig. Det VAR haribo lakrids salt-fisk!
Pludselig kom en følelse af frygt op i mig. Der var ingen tvivl om at det var den eneste pose i butikke, sandsynligvis i hele Pokhara, måske endda Nepal! Guderne må vide hvordan den var sneget sig derind. Et tysk par stod og fumlede med poserne omkring. Der skulle handles hurtigt hvis jeg ikke skulle forpasse denne enestaænde chance. I en halvdiskret bevægelse rakte jeg ind foran tyskerne og greb posen. Jeg følte at jeg nøje blev fulgt af et forarget blik. Der blev ikke sagt noiget, men jeg havde klart følelsen af at jeg havde gjort noget forkert.
Posen havde ingen prismærke og manden ved kassen kløede sig i håret da han så den. Han kiggede spørgende på mig og sagde så 75 Rupies (7kr) med et blik der søgende spurgte om det var ok. Mit smil og det resolutte greb i tegnebogen gjorde at han for sent indså sin fejl og han vidste øjeblikkeligt at jeg stadig havde betalt om så prisen havde været 5 gange så høj.
Sidst henad eftermiddagen kom streffen for at fortærre det meste af en stor pose lakrids på en eftermiddag. Hjertebanken og så højt blodtryk at jeg kunne mærke min puls – men det var det hele værd 🙂
Under min aftensmad på en lille restaurant ud til hovedgaden fik jeg pludselig en ekstra grund til hjertebanken. I det fjerne så jeg en kæmpe flok militærpersoner komme marcherende med maskingeværer. Hurtigt og under bordet tog jeg de fleste penge og kreditkort ud af min tegnebog og gemte dem under hynden på stolen ved siden af mig. Jeg følte mig ikke helt tryg ved at 100 maoister, alle med fingeren klar på triggeren på deres geværer, skulle passere mig. Jeg havde hørt flere historier om hvordan de opkrævede ublu beløb fra tourister, som ikke havde andet valg end at betale. Derfor efterlod jeg et lille realistisk beløb i tegnebogen. Faren drev heldigvis over da 3 PMV’er kom og samlede soldaterne op.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *