16/5 Lhasa 3

Igen en sightseeing dag. Efter morgenmaden ventede en bus på os for at bringe os til Jokhang temple. Dette var det mest hellige tempel i hele Tibet – allerede indgangen indikerede dette. Hundredevis stod i kø udenfor for at smide kviste og vand på nogle kæmpestore rygeovne som var placeret på pladsen udenfor. Flere krøb rundt på jorden, rejste sig op, bad i een uendelig gentagelse.
Selve rundturen i det helligste kapel var en stor skubbetur, hvor man ingen indflydelse havde på, hvor hurtigt man ville gå. Der var så mange hundrede mennesker at man ikke kunne stoppe flere ind i den bygning!
Lugten af Yakbutter var tyk og gulvet var spejlglat fra alle de ofringer som var blevet spildt gennem de sidste 1400 år! For ikke indviede buddister som mig, lignede det nu de fleste af de andre kapeller jeg havde set. Den største forskel for mig var en buddastatue med et hestehoved, som alle ville forbi og røre. Jeg ville gætte at det tog over en time at blive skubbet hele vejen rundt. Men omkring middag valgte Helmut og jeg at gå derind igen – denne gang var det noget nemmere at komme frem.
Man tør slet ikke tænke på brandfaren sådan et sted. 1000 år gammelt træ fedtet godt ind i voks og så alle de mennesker med kun 1 udgang!!! Og levende lys er der nok af derinde.
Rundt omkring Jokhang var der et kæmpe markedsområde kaldet Barkhor Bazar – en imponerende mængde tingeltangel – eneste hage var at de alle solgte stort set det samme. Så det blev ret hurtigt trættende og ensformigt at kigge på, gade op og gade ned.
14.30 samledes vi ved vores bus og blev kørt ud til Sera Monestary – vi var heldige at komme på et tidspunkt hvor alle 500 munke sad udenfor i en kæmpe gårdhave og læste skrifter højt – alle imunden på hinanden.
I et lille kapel så jeg et imponerende kunstværk. Først trøde jeg at det var et tæppe i den store glasmontre. Det viste sig at være malet med farvet sand. Det havde detaljer helt ned til størrelsen af et enkelt sandkorn! Desværre blev det kæmpe arbejde ødelagt hvert år og spredt ud over markerne for at give bedre høst.
Vi spiste aftensmad i 2 store grupper. Den jeg var med i valgte at tage til den lille tibetanske restaurant fra igår. Bestillingen blev kompliceret en del af at den engelsktalende pige ikke var tilstede idag. Ejeren ringede hende op fra sin mobiltelefon, men det lykkedes ikke rigtigt at bestille eftersom hun sad midt i en universitetslektion1 Hun lovede dog over telefonen at sende en ven der var guide. I ventetiden drak vi Chang, som var det eneste de forstod.
En halv time senere troppede den samme mand op, som jeg havde haft i min jeep hele vejen – sikke et sammentræf. Har var guidelærling og fantastisk god til engelsk, og inden længe kom den mest utrolige lokale mad på bordet.
Betalingen blev lidt af et gedemarked til stor undren og morskab for personalet. Vi smed alle penge i en stak og endte ud med drikkepenge i størrelsesordenen 10kr. Men uanset hvor hårdt vi insisterede ville personalet ikke tage imod dem – de forstod simpelthen ikke hvorfor vi ville give dem penge og pegede hele tiden på de 150kr på regningen (for 10 mand).
Retfærdig som Don var, ville han at vi alle skulle have 1 yen hver, så vekslinger og grin over de latterlige beløb vi smed rundt med, tiltrak personalet. De små sedler nærmest fløj rundt i lokalet mens personalet ikke vidste hvilket mine de skulle skrue på.
Vi fik alle sagt pænt farvel til hinanden og udvekslet emailadresser inden vi gik i seng.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *