11/6 Ariquipa 3

Vågnede lidt over 7 og fik sagt godmorgen til Hanne. Inden jeg fik set mig om var hun væk, så jeg besluttede mig for at smutte ud på egen hånd for at finde mig noget morgenmad. Det skulle være en afslapperdag, så jeg fik lige chattet lidt på internet samt opdateret blog. Sidst på formiddagen fandt jeg i lonely planet "Monesterio de Recoleta" som lød interessant. Jeg tog en taxa derud bare for at erfarre at de lukkede et kvarter senere.
Da området det lå i virkede noget skummelt, valgte jeg at tage en taxi tilbage til Plazza de Armas. Her så jeg tilfældigt en restaurant på 5. etage. Udsigten deroppefra var helt fantastisk. Man kunne se hele Ariquipa, Plazzæn, Misty og de andre vulkaner omkring. Tilmed underholdt en flok peruvianere iført nationaldragter med panfløjtemusik. Det er åbenbart meget normalt at kunstnere turnerer rundt på restauranter og giver et par numre for nugle få mønter man måtte have i lommen – men de her var langt over niveau med det jeg har hørt før, så jeg støttede dem med at købe en af deres cd’ere.
Efter frokosten løb jeg på Hans og Simone nede på plazzæn – og sjovt nok som vi stod og snakkede, stg Magaret af en sightseeingbus lige bag os.
For ikke at komme for tidligt ud til "Monesterio de la Recoleta" som åbnede igen ved 15 tiden, gik jeg ind på en lille cafe og fik en fabelagtig god kaffe. Uden for klosteret ventede et par franskmænd på at det åbnede, så dem fik jeg lige en snak med inden vi blev lukket ind. Klosteret var en særpræget men flot renoveret bygning. Forskellige rum var indrettet som separate museer – uden nogen egentlig rød tråd. Der var alt fra legetøj til udstoppede dyr og malerier fra 1700 tallet. Jeg delte en taxi tilbage med plazzæn med franskmændene.
På pladsen mødte jeg ved 17 tiden Hanne og svenskeren Robert, som sad på en bænk og fulgte en højtråbende missionær. Jeg fik lokket dem op på tagrestauranten, hvor vi fik en drink mens solen gik ned i det fjerne. Det lød til at Hanne også havde slappet af oven på gårsdagens gåtur.
På hostellet så vi lidt tv og Robert blev genforenet med sine 4 svenske rejsekammerater. Jeg faldt i snak med en amerikansk kvinde som var født med en guldske et vist sted. Hun havde besluttet sig for ikke at arbejde mere, men bare rejse rundt resten af livet! Nogle er bare for heldige.
En ny semi-sværvægter af en australier havde fundet vej til vores dormroom. Egentlig meget flink, men desværre ret højlydt når han sov

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *