20/6 Sacret valley 4

Igen blev vi snydt – var blevet lovet at vi kunne sove til 7, men åbenbart havde vores guide ingen ur, så vi kom op kl. 6. Men jeg havde nu egentlig ligget vågen siden kl 4, idet en gal hane i nærheden var gaæt totalt grasat og gol for hvert 10. sek. Bill havde smidt en sten efter den efter 20 min – men det lukkede kun munden på den få minutter.
Dagen startede med ca 1.5 time i bil ned til jernbanen i Santa Teresa – et kedeligt stræk jeg var ret glad for at vi ikke skulle gå selv.
Gåturen var på godt 3 timer, hvor at hovedparten foregik på/langs jernbanen mod Aguas Calientes. På strækket gjorde vi et langt middagsstop. Vores bagage blev fragtet med tog.
Det var bestemt en anderledes fornemmelse at gå på skinner. Skærverne omkring skinnerne var så store at de ikke var til at gå på, så vi var mere eller mindre henvist til svellerne. De var desværre ikke lagt særligt præcist, så man skulle konstant koncentrere sig og skiftevis tage lange og korte skridt.
Men omgivelserne var helt fantastiske. Vi gik i en dal med 500-1000m næsten lodrette bjergsider 360 grader omkring os – det meste af tiden gik vi langs den store flod Rio Urubamba. Den brusen var så kraftig at man ind imellem blev nervøs for om man kunne høre et evt kommende tog – heldigvis var de gode til at tude i hornet af os.
Vi var i Aguas Calientes ved 13-tiden. Blev indlogeret på et udemærket hotel. Jeg fik mig barberet for første gang i 5 dage – så det var hårdt tiltrængt! Der var tilmed varmt vand, så for første gang blev jeg også rigtig ren.
Inden aftensmaden gik jeg på en lille cafe og bestilte en irish coffee. Det havde de ikke på menuen, så jeg tilbød at vise dem hvordan man lavede sådan een. Ejeren fulgte nøje med – det største problem viste sig at være piskefløden -de havde kun mælk og så noget underligt pulver som angiveligt skulle kunne blive til flødeskum. Det lykkedes aldrig helt at lave skum, kun noget der tilnærmelsesvis havde konsistensen. Han prøvesmagte den og syntes så godt om smagen, at han fluks gik ud og skrev "irish coffee" på menutavlen udenfor. Så der scorede jeg mig lige en gratis drink 🙂 Jeg anbefalede et par englændere deres irish coffee og de bestilte et par stykker – så ejeren fik travlt med at øve sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *