21/6 Machu Picchu

Et par godslokomotiver med MANGE vogne havde vækket mig et par gange om natten (banen lå 10m fra mit vindue som ikke kunne lukkes). Så jeg var lidt bælgøjet da mit ur ringede 03.30! vi samledes uden for restauranten 04.00, men vores kok som sov derinde var endnu ikke staæt op. Da vi endelig fik banket ham op, var han heldigvis forbavsende hurtig til at tilberede vores pandekager.
04.30 begav vi os mod foden af Machu Picchu bjerget. Selve stigningen var ret voldsom – 450 højdemeter på stentrapper. Vores guide sagde at vi skulle påregne mindst en time. Australiererne og jeg gjorde det på 35 min – de satte et militærfast tempo hele vejen uden pauser.
Vi blev belønnet med at vores gruppe fik den allerførste plads i køen ved hovedindgangen inden alle busserne begyndte at rulle ind. Da vi blev lukket ind kl. 6 fik vi billeder af et 100% mennesketomt Machu Picchu – det er der ikke mange der gør!
Vi fik første parketpladser foran soltemplet. Det viste sig at vi så ekstremt heldige at være der d. 21. junu (en af 2 dage om året), hvor solen præcist 7.19 ville ramme vagtbygningen i toppen af komplekset, for derefter 7.21 at ramme ind gennem soltemplets vindue og forme et kryds på en sten. Da tiden nærmede sig og vi havde ventet i næsten 1.5 time for at holde vores pladser, begyndte et af de mest imponerende øjeblikke jeg har bevidnet.
At se strålerne fra solen langsomt krybe op over bjerget og ramme bjergene omkring Inkabyen. Ca. 1 sekund før 7.19 blev taget af vagtbygningen oplyst – så imponerende præcision at det løb een koldt ned af ryggen. Ligesom de 150 turister som stod pakket på balkonen og ventede spændt, ligeså må inkærne have gjort for ca. 600 år siden. Mens vi ventede følte jeg mig lidt dum over at stå så mange mennesker og vente på en solopgang, men da det endelig gik løs, kom det fuldstændigt bag på mig hvor storslaæt en oplevelse det var, at jeg var blandt den måske 3 promille af de besøgende på Machu Picchu som har oplevet det! Bestemt et øjeblik med et nærmest religiøst islet, som jeg aldrig vil glemme!
Efter den store oplevelse som kun varede 3 minutter fik vi en rundtur af vores guide Edwin – rigtig dejligt at få nogle forklaringer på mange af de mærkelige bygninger og ruiner – jeg var meget imponeret over hvor mange astronomiske betragtninger som var indlejret i arkitekturen.
Efter rundturen valgte jeg at stille mig i kø til udstigts-bjergtoppen Wayna Picchu – kun 400 personer får lov til at bestige den om dagen, fordi forskerne er bange for at bygningerne på tyoppen skal synke mere end de 3 cm om året som de allerede gør. Vi var heldige – kom ind som nummer 357! Igen skrev de 1 time – jeg havde energi som aldrig før, så efter præcis 20 minutter var jeg 300m højere oppe – på toppen. Udsigten var emminent – hele Machu Piccu og inkastierne omkring, de høje bjergskrænter omkring og floden i bunden af dalen.
Da jeg kom ned igen brugte jeg nogle timer på egen hånd i det kæmpe bygningskomplex. Inkærne var utrolige håndværkere – sten overalt der var skåret med en præcision der ville få enhver dansk håndværker til at skamme sig!
Ved 13 tiden tog vi en bus ned til Aguas Calientes igen idet jeg ikke orkede at gå ned. Fik en pizza sammen med englænderen David (som havde været ret uheldig med sit trekkingbureau – de tilbageholdte hans bagage fordi de ikke mente at han havde betalt – det til trods for at han havde en kvittering). Mens vi spiste kom Hanne tilfældigt forbi – hun var åbenbart lige ankommet, så det blev en ret kort snak.
Vi tog toget mod Ollantaytambo, som var fremme ved 18-tiden – turen gik igennem et utroligt flot dallandskab. Det var begyndt at regne. Overalt i toget var der snak om Cameron Diaz som ifølge alle kilder skulle sidde i forreste togvogn – vi fik dette delvist bekræftet idet kamerahold stod linet op og filmede toget. Hun havde angiveligt været på Machu Piccu idag og tog nu til Cusco for at være med til festivallen d. 24.
Der var ret kaotisk da vi ankom på stationen. hundredevis af folk stod og viftede med skilte. Vi ledte efter een som havde et skilt med "Edwins group", men ham vi fandt havde kun 2 personer på sin passagerliste. Det viste sig at der var 2 edwiner.
Vi ankom i Cusco ca. 20.30 og var godt trætte. Jeg fik mig lidt at spise og gik direkte iseng.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *