22/6-29/6 Cusco

Her kommer en lidt anderledes dagbogssektion, som skal dække over min dårlige samvittighed over at have svigtet min dagbog i en hel uge. Som situationen har vist sig, er det en umulighed for mig at skille dagene – men det gør nu heller ikke så meget, fordi de for mig bare har været smeltet sammen til den bedste uge jeg endnu har haft på min rejse – den uigenkaldeligt bedste!
Det har været en uge hvor alt har været vendt på hovedet, byttet rundt på nat og dag – hvor jeg totalt har mistet tidsfornemmelsen – men jeg har nu heller ikke haft brug for den. En uge med en ubeskrivelig følelse af at være født påny – det hele skyldes kun een ting: Olivia Jaramillo fra Ariquipa, hende jeg mødte på restauranten og som jeg mailede med, havde valgt at dukke op til Inty Reymy festivallen.
Det hele startede den 22. med en låång ventedag indtil jeg skulle møde hende på stationen. Jeg glædede mig virkelig, men var også lidt nervøs for hvordan et gensyn ville blive. Jeg fandt et lokalt marked hvor der var en blomsterhandler og fik med min parlør og lidt tegn og fakter kreeret en anstændig buket. Jeg troppede op på stationen, hvor der ingen spansktalende var, men jeg fik tilsyneladende budskabet igennem – de førte mig gennem bagindgangen ud til hendes bus (hvor man ellers ikke kunne komme uden billet) da den ankom. Gensynets glæde var stor fra begge sider og angiveligt faldt buketten i god smag.
Vi tog ind til Marlons House, hvor jeg havde reserveret et værelse til os. Pga festivallen i byen og et par forviklinger var vi nød til at bo i dorm rooms – heldigvis havde værten sørget for at vi var de eneste 2 i værelset. Snakken gik endnu bedre end i Ariquipa og på et langt mere personligt niveau hele aftenen og natten med – vi faldt først til ro ved 4 tiden. Det var virkelig længe siden jeg har talt med en person hvor emnerne har synes uudtømmelige, en person hvor en samtale løber så naturlig og flydende som med hende.
Vi fik lige talt kort med Hanne på hostellet den første aften, siden da har vores dagsrytme været så spolleret at det ikke lykkedes at løbe på hende – Hendes plan var stadig at tage spansktimer efter festivallen d. 24.
Det gik meget hurtigt op for Olivia og Jeg at der var mere end blot venskab mellem os. Vi var begge meget nervøse for at indvolvere os for meget, eftersom jeg jo var på rejse og hun havde arbejde at passe. "desværre" viste det sig umuligt og følelserne blev dybere og dybere, så vi valgte at nyde hver dag som den var og ikke tænke på fremtiden.
For at få nogle dage sammen valgte jeg at invitere hende med til Bolivia indtil Hanne var færdig. Indtil videre er dagene bare fløjet afsted i Cusco, og spørger man hvad vi har lavet, så er det svært at komme med noget andet svar end at vi bare har nydt hinandens selskab. Dog kan jeg fremhæve 3 ting som virkelig vil forblive i min hukommelse:
1) Paragliding. Olivia har aldig i sit liv fløjet og jeg ville gerne give hende den oplevelse Vi tog en arrangeret tur ud til Sacret Valley hvor et par virkelig gode instruktører/piloter styrede slagets gang. Hun var noget stille fra morgenen af, så jeg var lidt bekymret for om hun ville synes om det – heldigvis var hun ovenud lykkelig, med et større smil end nogensinde da hun landede. Jeg nød det ligeså meget og jeg var tilmed ekstra heldig at få en ekstra tur fordi piloten var imponeret over mit højdemålerur, så han tog mig op i 4600! En kæmpe oplevelse for os begge, som bragte os endnu tættere.
2) Der er ikke mange cykler i Peru, så jeg besluttede mig for at det kunne være sjovt et lære hende at cykle. Vi lejede 2 mountainbikes og trak dem næsten en times gang ud til Park de National. Vi fandt et sportsstadion hvor vi kunne træne forholdsvis uforstyrret. Hun var utrolig lærenem og havde en rigtig god balance. Det var ret hårdt at løbe langs hendes cykel de første par timer indtil hun var sikker nok til at køre på egen hånd.
Vi grinede og havde en uhyggelig sjov dag – hun viste en ualmindelig tillid til at jeg sørgede for at hun ikke ville falde. Til sidst var hun så sikker at jeg tog hende til en lige vej ude i trafikken – hun var noget nervøs, men det gik forholdsvist smertefrit.
3) Olivia kunne ikke svømme, så det ville jeg forsøge at råde bod på. Vi fandt en svømmehal i udkanten af Cusco. Så på bedste folkeskolemaner og med en korkplade gik vi igang. Det faldt ikke helt så nemt som cyklingen, men vi hyggede os gevaldigt. I det mindste fik hun en langt større fortrolighed med vand, og indså at hun kunne flyde og fik en fornemmelse for fremdrift i vand. Endnu en uforglemmelig dag med en masse gode grin
Vi har bare været så travlt optaget af hinanden at vi har skippet flere måltider, men dem vi har faæt har været meget forskellige. Første aften fandt vi et danskejet sted hvor hun kunne smage boller i karry og frikadeller med kartoffelsalat. Ellers har menuen staæt på mexikansk, engelsk breakfast, tysk mad og japanske specialiteter. Mad som hun aldrig har smagt, men eftersom hun er lige så madglad som jeg faldt det meste i god jord.
Ja vi glemte faktisk helt Inty reymy festivallen d. 24 – en af de største festivaller i sydamerika. Så vi fik kun set lidt nede fra Plazza de Armas.
Alt i alt kan jeg kun sige at jeg har nydt hvert eneste sekund af denne uge. Helt enestaænde, håber aldrig at vore veje skal skilles – men det ved vi begge godt at de kommer til på et tidspunkt.
Og til dem som ikke har gættet det – Vi er forelskede!!!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *