2/7 øtur

Igen tidligt oppe i håb om at komme afsted. Under morgenmaden følte Olivia sig svimmel, så jeg foreslog at vi ventede endnu en dag – det ville hun dog ikke høre tale om.
Vi blev hentet lidt i 8, lidt senere end aftalt, men vi var gaæt forbi hinanden hvad angik mødestedet. Omkring kl 9 gik vores båd ud til en lille øgruppe kaldet Uros – disse øer var væsentlig anderledes eftersom de var menneskabte flyde øer lavet hovedsageligt af siv. En underlig fornemmelse at gå rundt på de skvulpende øer og se sivhuse og folk i specielle farverige dragter. De havde sågar skole og kirke og på den sidste af øerne vi kom forbi havde de sågar solpaneler og telefon! ø-traditionen var flere hundrede år gammel og vores guide var god til at demonstrere byggeteknikken. Vi smagte deres lokale mad inden turen gik videre mod Amantani – en ægte ø ca 35 km fra Puno, så det tog 3 timer inden vi var fremme.
De 24 mand om bord blev indlogeret hos forskellige familier rundt omkring på øen – vi havnede hos Ana og hendes familie. Den stejle skråning op til huset tog ret hårdt på Olivia, eftersom hun endnu ikke var blevet tilvænnet den højde som Titicaca lå i (3810m).
Vi fik et lille hvil inden de serverede sen frokost ved tretiden. Derefter førte Ana os op til øens plaza hvor vi alle skulle mødes. Vores guide tog os op til øens højeste punkt som lå i 4150m. Turen gik langsomt pga højden op til ruinerne på toppen.
Vi naæde lige akkurat op til at kunne nyde solnedgangen bag bjergene i det fjerne. Temperaturen faldt hurtigt, så vi tog en kop varm kakao ved een af de små boder på toppen. Inden hun frøs helt til skyndte vi os ned igen – godt at jeg havde medbragt en pandelampe for det blev meget hurtigt mørkt.
På plazzæn købte jeg noget mel og madolie som gave til vores værtsfamilie. Det var rigtigt smukt stjerneklart da Ana fulgte os hjem fra plazzæn.
Efter aftensmaden gik vi ind til byen igen for at feste. Jeg fik en Chullo og Poncho på mens Olivia fik en noget mere farvestrålende Pollera på. En flok drenge som ikke har været ret meget over tolv år spillede op til dans – det blev hurtigt varm, eftersom det foregik i et gevaldigt tempo. Hele sceancen stop på i godt et par timer inden vi trætte vendte tilbage til vore værtsfamilier.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *