En rigtig rolig morgen og sent afsted kl. 10.15. Stedet var så hyggelig og afslappende, at man ligeså godt kunne blive der så længe som muligt. Vi havde faktisk en smule travlt, eftersom turen var ratet til 5 timer og vores bus fra Duncan Bay gik kl. 15.30.
Vi lagde ud med et godt tempo. Efter 45 minutter kom vi forbi en meget afsides hytte hvor Paul stod udenfor (det var ham mødte vi igår – utrolig venlig New Zealænder med langt sjusket hår, ganske få gule strittende tænder, og nogle spøjse øjenbevægelser – lidt af en enspændertype). Han inviterede på en kop kaffe og vi blev enige om takke ja til budet, selvom tidsplanen ville blive noget strammere. Kort tid efter kom hans forældre – så vi havde en rigtig hyggelig snak (imponerende gæstfrihed). Efter 45 min var vi simpelthen nød til at fortsætte, hvis vi skulle nå bussen.
Turen gik nu mod Nydia Saddle. Ca 1 time og 20 minutters god stigning – på toppen mødte vi Samantha og Brian og fik lidt frokost. Ca. en halv time før busafgang, var vi på Pipi Beach, hvor vi lige nåede en hurtig dukkert. 3 minutter før busafgang, var vi alle 6 ved parkeringspladsen. Godt trætte efter 1 times bustur var vi tilbage i Havelock. Vi valgte at checke ind på samme hostel igen, idet det holdt en udemærket standard.
Vi var ret heldige med aftensmaden, idet en lystfisker trådte ind i opholdsstuen med en kæmpe portion fisk, som han lige havde fanget. Da han sagde at vi bare kunne tage dem vi ville, så vi tilberedte dem alle og hentede nogle pommes frites til. Utroligt velsmagende fisk! Mens vi sad og gumlede, kom han tilbage for at spise, så vi fik helt dårlig samvittighed over at have tilberedt dem alle. Men han tog det nu meget pænt og roste vores tilberedning.