Vågnede tidligt op af lyden fra hanegal, vildsvin som sloges under
guesthouset og chikader. Da klokken kun var 4 lykkedes det mig at dog at sove fra det. Vi fik hønsesuppe til morgenmad og jeg satte mig ud på verandæn for at skrive dagbog. Et par yderst nysgerrige drenge fulgte nøje hvert eneste bogstav jeg skrev. De var meget ivrige efter at lære engelske gloser, så det var ret begrænset hvor meget jeg fik skrevet. Byen havde faæt en skole bygget – men det havde bare ingen lærer. Imponerende hvor hurtigt de knægte var til at fange gloserne, så jeg forbarmede mig over dem og gav dem et par bolscher.
Lidt i 10 begav vi os ned af bjerget igen – en anden vej end den vi kom fra. James var blevet syg af maden eller gårsdagens laolao – så han var noget sløj under nedturen. Selv vores guide havde dårlig mave og måtte træde af mange gange under vores nedtur gennem bjergene. Turen var rigtig hård ved knæene, så vi holdt en del pauser.
Omkring 14 var vi nede ved den sidste landsby hvor vi blev hentet af en tuktuk. Vi var så heldig at blive kørt helt til busstationen i Muang Sing for at nå den
sidste bus tilbage til Luang Nam Tha. Det viste sig dog ikke at være en bus vi skulle med, men en tuktuk lignende vogn (en pickuptruck konverteret med 2 bænkerækker og 8 mand proppet tæt bagi).
Fremme gav vi os selv den luksus at indlogere os igen på Many Chang Guest house – sjældent har et bad og rent tøj uden rødt fint støv været så værdsat! Lige ved siden af guesthouset fik vi vasket, og jeg fik telefoneret og brugt internettet – den til dags dårligste forbindelse. På guesthouset fik jeg et kæmpe glas laolao til 3kr, mens jeg skrev dagbog.