Den mest behagelige seng i laos – sov helt fantastisk. Måske bliver man bare mere hærdet med tiden. Vi fik efter nogen tid bestemt os for en hyggelig fortovscafe hvor vi fik morgenmad – rigtigt vestlig morgenmad for en gangs skyld.
Morten og Sascha ville slappe lidt af, men jeg følte behov for at få mig rørt. Jeg lejede en fed mountainbike for at se byen og området lidt mere. Slamberten ville konfiskere mit pas mens jeg var væk. Jeg informerede ham om at det kun var muligt på den betingelse at jeg måtte slå ham langsomt ihjel med en teske, hvis han smed det væk. Lige pludselig kunne han godt nøjes med at beholde mit kørekort, som jeg ikke var helt så bekymret for at miste som mit pas.
Jeg kørte 15km uden for byen – mest opad. Slog et smut forbi et vandfald, men jeg ville ikke betale entre fordi de var så ærlige at fortælle mig, at der stort set ikke var vand i det pga. årstiden.
Fik set en stor del af byen, de 2 floder, var på det kinesiske marked og fik de mest fantastiske forårsruller med nøddesovs. Daloon gå hjem og læg dig!
Dagens Emne: Smilet! Intet har slaæt mig mere i Laos end det smilende folk. Folk som altid er parat til at give mig et uforbeholdent smil som virkelig kommer fra hjertet. Det til trods for, at vi lyser langt væk af at være tourister, der tjener 100 gange så meget som dem. øjenkontakten afslører straks at det ikke er et smil for vindingens skyld, som man ser så mange andre steder i verden.
Man bliver virkelig i bedre humør af at gå ned ad gaden og smile igen og hilse på folk. Børn vinker , griner og smiler når man passerer dem på gaden og på floder. De tager sig tid til at hilse selvom de er optaget af leg eller badning – og de er ikke bange for tourister som os – selv de helt små.
Smilet og glæden elsker jeg – det bliver een af de ting jeg kommer til at savne i gadebilledet derhjemme. Jeg håber virkelig at jeg vil kunne tage smilet med tilbage og bruge det noget mere.
Kom til Laos og du vil på 1 time have hilst på flere du ikke kender, end du har gjort hele dit liv i Danmark! Smil til verden og den smiler til dig – endelig et sted hvor det passer 🙂