Da gårsdagens togtur endte noget sent vågnede jeg først kl 8.45. Morten og Sascha formodede jeg sov da de blev godt svimle. Efter Youghourt med musli lejede jeg en scooter igen. Utrolig frihed efter man har vænnet sig til følelsen. Det tog en del tid at blive helt dus med gearskiftene. Der var lidt kænguro kørsel over det i starten. Heldigvis flyder trafikken utrolig let og smertefrit til trods for at det fra udefrakommende virker ret kaotisk.
Kørte 50km i sydgaænde retning for derefter at vende om om køre tilbage. Det bragte mig til nogle meget smukke fiskerlandsbyer langs floden. Hjemme i Vang Vieng igen mødte jeg morten og sascha ved 12 tiden som næsten lige var staæt op. Vi fik frokos og jeg begav mig ca 50 km nordpå. Her kom jeg godt ind i bjergene, rigtigt dejligt at nyde det fra en scooter istedet for fra bussen fra Luang Prabang.
Det lykkedes mig ikke at bruge de 3 liter benzin jeg fik på, på de godt
200km jeg kørte – imponerende! Om aftenen så jeg "Persuit for happines". Udemærket, men ikke så spændende som "babel" jeg så aftenen forinden på samme restaurant.
Emne: Tid. Modsat danmark har man i laos tid nok. Jeg tror ikke de kender begrebet tidsnød. Det er endnu ikke lykkedes mig at finde en person som bare tilnærmelsesvist har set stresset ud.
Vi er så forvendt med at alle tidsrum skal fyldes ud – vi kigger hele tiden på uret. Ethvert tidsrum forventes udfyldt med handling – man skal jo ligesom kunne retfærdiggøre at man har brugt tid på noget i danmark.
Forleden da jeg cyklede, kom jeg forbi en pige som sad i vejkanten og bare kiggede tomt ud i lufte. Da jeg 3 timer senere passerede hende på tilbagevejen, havde hun ikke flyttet sig en millimeter. Det er meget normalt at man bare "går i tomgang" hvis man ikke har noget at udfylde tiden med.
Alting tager tid – kør og transport – så om der går en time ekstra med ventetid gør ikke så meget. Nogle gange kan det godt være lidt frustrerende. Andre gange befriende. Det er helt fantastisk at man kan stoppe en hel bus med 60 passagerer bare for at een skal på toilettet, uden at der er nogen der fortrækker en mine.