11/5 Lhatse

Da vi var bagefter i vores tidsplan skulle vi tidligt afsted. Der var fælles frokost kl 6. 20 min senere opdagede vi at et helt dormroom med 5 mand havde sovet over sig, så de skulle lige vækkes – det fik de at høre for resten af dagen.
Vi gjorde stop ved Milepa Cave ved Nyalum, som jeg valgte ikke at gå en tur ned til – istedet vandrede jeg lidt omkring i landsbyen, som var en ægte uspoleret tibetansk by med en masse spændende personligheder. Børnene var utroligt nysgerrige.
Så gik turen ellers drabeligt opad til Lung La Pass på 5050m!!! Dette synes jeg var ret uforsvarligt idet vi sidste nat kun sov i 2200m istedet for de 3700m i Nyalum. Det ville være fysisk umuligt at akklimatisere så hurtigt. Så jeg havde taget en hel diamox fra morgenen af, for at minimere højdesyge.
Mens jeg fulgte stigningen på min højdemåler, kunne jeg langsomt men sikkert mærke hovedpinen vokse. På toppen var hovedpinen kraftig og jeg var ret svimmel. Og jeg var bestemt ikke den eneste med de symptomer! Men udsigten var helt fantastisk, så vi blev deroppe i 45min og undgik enhver unødig fysisk aktivitet (så som at gå).
Heldigvis begyndte hovedpinen at fortage sig på vej ned mod Tingri (4300m). Her fik vi frokost ret sent, så jeg var grundigt sulten. Ved 17 tiden var vi i Lhatse(4100m).
Inden aftensmaden gik Don, Alberto og jeg rundt og kiggede lidt på byen. I en lille sidegade blev vi angrebet af 3 unger som gik efter vore lomme. De var så beskidte at bevismaterialet kunne findes på vores tøj i form af fingeraftryk og snot.
Jeg delte værelse med Alberto og Shourt(holland). Ved ikke helt hvem der holdt hvem vågen – jeg var på toilettet 3 gange den nat og Schourt råbte i søvne. En af gangene råbte han noget som for mig lød som BRAND! ikke det sjoveste at vågne op til. Generelt sov ingen af os særligt godt på grund af den store stigning i højdemeter den dag. Men turen havde været forrygende flot og havde givet et godt indblik i tibetansk kultur og den smukke med rå natur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *