En dejlig kort trekkingtur i bunden af dalen – 3 timer i stort set fladt terræn , men vi kom igennem et par hyggelige landsbyer og havde udsigt til floden i bunden af dalen det meste af tiden. Så slv om vi først startede 8.30 var vi i Sangalle før middag. Stedet var rigtigt hyggeligt og centreret omkring en oase (en swimmingpool) hvor de fleste valgte at tilbringe eftermiddagen. Folk var enten i poolen eller lå henslængt på de varme sten omkring.
Vores guide lavede middagsmad til os – nu ikke nogen speciel kulinarisk oplevelse, men efter omstændighederne og køkkenet var det ok. Resten af eftermiddagen tilbragte vi med kortspillet Yanif – et isrælsk kortspil som Johnny havde lært os. Johnny og Hans tabte et par øl til de lokale i et spil fodbold – de undskyldte det meste med at reglerne var anderledes… det ville ikke indrømme at de ikke var ligeså gode.
Vi gik ret tidligt i seng eftersom morgendagens tur startede kl 3 om natten! Vi sov i små bambushytter som havde mere hul i væggene end bambus. Til gengæld som jeg sm en sten – om det var flodens beroligende brusen som kom fra kløften 50 m nede, eller om det var den dejlige kølige bjergluft som blæste om ørerne, det ved jeg ikke – det var i hvert fald ikke sengens komfort som gjorde det!