Blev vækket igen ved 5.30 tiden med cocablade-the. Klimæt og vegetationen var blevet mere rungle-agtig. Masser af steder var stien søbet helt til i mudder. Indimellem gik man ligefrem i små vandløb. Overalt var der frodigt og grønt og myg var efterhånden begyndt at være en plage.
Turen var kun på 6 timers gang sammenlagt og et par korte pauser indlagt. Brazilianerne var stadig vores stopklods.
Vi var fremme i vores camp ved 13.30 tiden – stedet lå i ca. 2100m. For første gang på turen en bruser – dog med iskoldt vand – men ret dejligt efter en svedig dag i junglen.
Der røg hurtigt en flok øl på bordet og stemningen blev hurtigt opløftet. På et tidspunkt gik Will, Grant og jeg på en rundtur i den lille landsby. Vi fandt en fodboldkamp ved den lokale skole, kom forbi nogen som lavede kaffebønnder – dem faldt vi i snak med og fik 2 auforiserende hvide blomster (15 cm store, hvide, hængende nedad). Australierne og Amerikanerne var klar på at lave the af den – brazilianerne og jeg lovede at være Sherman og passe på hvad de lavede. Efter sigende skulle blomsten kunne få folk til at lave totalt uforudsigelige ting. Selv guiden og camp-ejeren frarådte at gøre det.
Heldigvis havde det kun en svag virkning på dem, det til trods for at de senere på aftenen var oppe for at plukke flere blomster! Will blev så desparat at han ligefrem begyndte at spise de afkogte blomster i bunden af kanden – Jeg tror den største virkning på ham var ændringen i hans ansigtsudtryk! Selve blomsten måtte have smagt 100 gange værre end det lille nip jeg smagte af teen – og det siger ikke så lidt!
Anyway endte det med at vi alle gik til køjs ved 10 tiden – de var ikke mere stenet end de ellers ville have været, hvis de havde røget deres medbragte joints.