Den dag jeg havde håbet aldrig måtte komme!!! vi skulle skilles efter de 5 bedste uger jeg har haft. Vi sagde ikke farvel men "på gensyn". Vi blev ved med at sige i kor "we will be together again"… Ikke desto mindre gjorde det ufatteligt ondt at se hendes ansigt og alle de tårer den sidste gang jeg kiggede ind af hoteldøren og så hende sidde græddende på sengen.
I lufthavnen bestilte jeg morgenmad men spiste kun et par bidder. Til sidste øjeblik inden jeg gik i flyveren kiggede jeg omkring i håb om at hun ville dukke op i lufthavnen. Inderst inde vidste jeg godt at det ikke ville ske, eftersom jeg havde købt en busbillet til hende med afgang samme morgen kl. 8.
Jeg fløj planmæssigt til Lima hvor jeg havde et skift til et fly mod Quito. Jeg ankom kl 13 og tog en taxa ind til et hotel i den gamle bydel af Quito. Jeg havde en utrolig følelse af tomhed uden hende. Jeg følte ikke at jeg havde lyst til at være sammen med nogen som helst, så jeg fandt et singleroom på et hotel. Tomheden føltes endnu værre da det viste sig at være en balsal af et værrelse med en kæmpe dobbeltseng.
Humøret var så lavt at jeg overhovedet ikke nød de flotte koloni-bygninger i gaderne. Jeg købte en flaske vodka og blev så fuld at jeg ikke husker mere fra den aften. Men i det mindste glemte jeg alle sorgerne for en stund og fik min søvn den nat.