Vågnede igen op – slog hånden ud til siden – Olivia var der ikke…. Det tager åbenbart tid at vende sig til at hun ikke er der mere – suk!
Fik morgenmad på min stamcafe og faldt i snak med et italiensk ægtepar – rigtigt hyggelige mennesker. Jeg slog igen op i LP og valget for dagens aktivitet faldt på Teleferiqo. Jeg tog en taxi op til stedet så jeg ville være der kl. 9 når de åbnede iflg. LP. Desværre viste det sig først at være kl 10 at de åbnede. Men tiden gik heldigvist hurtigt da jeg stod i kø sammen med et norskt par som var på bryllupsrejse. Vi valgte at købe en express billet for 3$ mere og kunne dermed springe den gigantiske kø over af folk som havde købt billet dagene forinden.
Det norske par, jeg og tyskeren Dirch var på toppen som nogle af de allerførste. Svævebanen gik fra toppen af Quito i ca. 3000m op til Cruz Loma i 4100m. Jeg faldt godt i snak med tyskeren som også havde planer om at bestige Rucu Pichincha hvis top lå i 4800m. Vi tog det stille og roligt eftersom han lige var landet i Quito igår fra Tyskland og dermed overhovedet ikke var akklimatiseret. Efter at jeg havde været så længe i La Paz (4000m) kunne jeg overhovedet ikke mærke det på mit åndedræt, mens han næsten ikke kunne få vejret.
Turen til toppen tog små 3 timer og de sidste 150 højdemeter var reel klatring, så jeg var lidt tryggere ved at jeg havde monteret min PLB i mit bælte. Ruten var berygtet for væbnede overfald, så jeg havde forberedt mig med at medbringe meget lidt penge, samt en 20$ seddel tapet fast i mit undertøj. Ydermere var det ekstra sikkert at følges med een som Dirch.
Udsigten fra toppen var helt enestaænde – hele Quito var synlig mens nordsiden af bjerget var en kæmpe skysuppe som truede med at snige sig op ad bjerget, så vi gik forholdsvist hurtigt ned igen. På nedturen løb vi på en 15 årig dreng som så lidt fortvivlet ud. 20 min senere løb vi på hans mor som fortvivlet ledte efter ham. Vi fortalte hvor han var.
Nedturen tog 1.5 time. Det virkede ret uforsvarligt at folk stadig ved 15 tiden var på vej mod toppen – det ville med sikkerhed være mørkt når de skulle ned igen, og dermed ville det være umuligt at navigere ned ad de stejle bjergskråninger.
Dirch og jeg tog en capuchino og en sandwich inden vi begav os ned med svævebanen igen. Vi fandt en 1$ minibus ned til Mariscal – derfra prøvede jeg for første gang en 25 cent gul metrobus – utroligt komfortabelt og så nemt at jeg frem over vil spare de 2$ en taxi mellem den gamle og den ny bydel koster.