5/8 Santa Cruz

Var oppe kl. 6 og fik opmagasineret alle de ting jeg ikke gad slæbe med til øerne. Det viste sig ret svært at finde en taxa så tidligt om morgenen. Flyet gik planmæssigt 9.30, mellemlandede i Guyaquill og var på Galapagos kl. 12.40. øerne viste sig at være i en tidszone som mit ur ikke kendte – og det siger ikke så lidt!
I lufthavnen stod vores kommende guide Johnny og fik samling på vores gruppe på 16 mand. Da jeg stod i kø til at betale de 100$ park entrance fee, løb jeg på australieren Johnny fra Salkantay trekket (7-12 jun). – meget pudsigt, men vi fik kun snakket ganske kort sammen.
Vi tog en 5 min bustur ned til havnen hvor vores yacht var. Vi blev indlogeret i vores superluxus kahytter med eget bad og toilet. På første dæk var der luxus restaurant og bar. Soldæk og hele pivtøjet. Båden var af bedre standard end hovedparten af de hoteller jeg har været på. Stemningen var rigtig hyggelig og uformel – alle gik rundt i bare tæer og snakken gik på kryds og tværs.
Efter en velkomstdring og en formiddabel frokost (kokken var virkelig på højde med enhver god fransk gourmet chef), sejlede vi til den nordlige del af Santa Cruz og foretog en Wet landing – dvs at vi tog fra yatchen i 2 gummibåde og gik i land på en bounty sandstrand. Sandet var så hvidt pga. gamle døde koraller.
Vi havde faæt strenge instruktioner om at følges i gruppen og kun holde os til afmærkede stier – nationalparken har inden for de sidste par år strammet ekstremt op på reglerne. Overalt var der fugle og dyr.
Langs strandkanten var der hundredevis af ildrøde håndstore krabber. Leguaner lå rundt omkring på stenene og varmede sig i solen. Overalt hvor man gik var der dyr – mange gange skulle man nærmest passe på med ikke at træde på dem! Overalt i luften kredsede fugle omkring (store friggets, boobies og kæmpe brune pelikaner). Ingen af dyrene synes at være generet af vores tilstedeværelse, så man kunne komme helt tæt på dem hvis man ville. Hvis der ikke havde været regler om at man ikke måtte røre dem, så havde man kunnet gøre det uden at de havde følt sig intimideret.
I en lille lagune så vi en håndfuld flamingør inden vi badede ved en nærliggende strand. Vandet var vel omkring 18 grader, så det var begrænset hvor længe vi blev der. Vi sejlede tilbage til yatchenog nød en øl på soldækket inden aftensmaden. Jeg faldt i snak med John fra USA som var klatreinstruktør og vi snakkede vældigt om mit mål om at komme på toppen af en 7000m spids en gang i mit liv.
Vi lagde anker ved Santa Cruz` nordside og lå der natten over. Jeg sov ualmindeligt godt til bådens lette vuggende bevægelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *